Beate Strandberg, Seniorforsker i økologi ved Aarhus Universitet: Fem af insekternes yndlingsplanter

Fem planter, der alle på hver deres måde giver føde og levested til mange insekter: almindelig kællingetand, blåhat, vild gulerod, almindelig kongepen og slangehoved.


Almindelig kællingetand besøges af mange insekter. Sommerfugle og bier, især humlebier, der pga. deres vægt kan åbne de lukkede blomster, er glade for blomsternes nektar. Plantens grønne dele er desuden føde for larverne af flere dagsommerfuglearter som almindelig blåfugl, foranderlig blåfugl, grøn busksommerfugl, den mere sjældne gråbåndet bredpande samt orange høsommerfugl, som trækker ind sydfra de fleste år.


Derudover er den også værtsplante for larverne af de særdeles flotte dagaktive natsværmere femplettet - og seksplettet køllesværmer. Det er faktisk lidt mærkeligt, at så mange sommerfuglearter benytter almindelig kællingetand som værtsplante. Bladene indeholder nemlig to cyanogene glucosider (linamarin og lotaustralin), hvilket betyder, at der udskilles giftstoffet cyanid, når insekter forsøger at æde dem. Derudover indeholder almindelig kællingetand fortættet tannin, hvilket burde beskytte planten godt imod planteædende insekter, men dagsommerfuglenes larver har tilpasset sig cyanidindholdet ved at udvikle kemiske mekanismer til at afgifte stoffet. Larverne af køllesværmerne har brudt forsvaret ved at optage stofferne i kroppen og bruge det til eget forsvar. Hvis et rovdyr forsøger at æde larven, udskilles stofferne, så der dannes cyanid og rovdyret skræmmes væk. Både larver og voksne af køllesværmerne er stærkt farvede og let kendelige, og rovdyr der har smagt sådan en rører aldrig ved den igen.


Alle elsker blåhat – i hvert fald rigtig mange insekter – og de fleste dele af planten bliver spist: både blomsternes pollen og nektar, de grønne blade og plantesaften er på menukortet. Mange sommerfugle- og bier søger gerne nektar i blomsterne, og ikke mindre end 14 insekter er specialister på blåhat.


Blåhatjordbi samler kun pollen på blåhat og får de fineste lyserøde pollenbukser på benene når den besøger blomsterne. Blåhatjordbi er en enlig bi, som har sin rede i huller i jorden. For enden af redegangene findes ynglekamrene. Her lægger hunbien et æg ovenpå en pollenklump. Til pollenklumpen i et ynglekammer skal bien samle ind i 12 blomsterhoveder. En rede indeholder mellem 6 og 10 yngleceller. En blåhatjordbi skal derfor have adgang til 72-120 blomsterhoveder.

En anden specialist er blåhathvepsebi. Den er redeparasit hos blåhatjordbi. De voksne hvepsebier ses ofte i blåhat, hvor de samler nektar, men ikke pollen. Hunnen finder frem til blåhatjordbiens rede og lægger sit æg ved siden af den pollenklump, som var tiltænkt blåhatjordbiens egen yngel, men som altså i stedet bliver spist af blåhathvepsebiens larve.


Et andet meget markant insekt på blåhat er blåhat-langhornsmøl, der er et lille, svagt

bronzeskinnende møl med ekstremt lange følehorn. Den er et fantastisk syn når den sidder i blomsten og svinger med følehornene. Andre blåhat-specialister er blåhatbuk, lille og stor blåhatlus, blåhatugle, blåhatvikler, blåhathalvmøl, blåhatblomstertæge, rød blåhatsnyltehveps samt blåhatpragtbille.


Blomsterstandene hos skærmplanten vild gulerod udgør en attraktiv buffet for mange insekter. Blomsterne er åbne og mange insekter, især dem med en kort snabel som fx fluer, svirrefluer, snyltehvepse og nogle bier, nyder godt af det lettilgængelige pollen og nektar. Når blomsterne er blevet bestøvet, lukker hele skærmen sig sammen for at beskytte frøene. Herved dannes et lille rum, som ofte er fyldt med små edderkopper.


I nogle skærme er blomsten i midten af blomsterstanden mørk rødlig. Det er sandsynligvis et forsvar imod gulerodsgalmyg, hvis æg og larver gør, at der dannes en galle i blomsten. Gallen er mørk og den mørke midterblomst ligner gallen og får antagelig galmyggen til at tro at blomsterstanden allerede er optaget. Blomster med mørk midterblomst bliver angrebet mindre af denne lille galmyg end blomster uden mørk midterblomst.


Almindelig kongepen er populær blandt mange insekter, der bruger nektar som ”brændstof”. Blandt de enlige bier er en del arter specialiseret til udelukkende at udnytte pollen fra gule kurvblomster. Blandt disse bier er almindelig kongepen populær. De to danske arter af strithårsbier, stor – og lille strithårsbi, foretrækker pollen fra kongepen.


Kongepen er også populær hos svirrefluerne, som søger både nektar og pollen i blomsterne. Nogle af svirrefluerne er ”trækfluer” som foretager træk mod nord om foråret, og mod syd om efteråret. Den mest almindelige trækkende svirreflueart er dobbeltbåndet svirreflue. Tænk på, når du ser den i blomsterne om foråret, at den kan være fløjet hertil helt fra Middelhavsområdet, og om efteråret, tager den turen den anden vej.


Slangehoved er en rigtig insektmagnet. Når den blomstrer, besøges den flittigt af bier og sommerfugle, da blomsterne er rige især på nektar. Blomsterne indeholder også godt med pollen, men pollen hos slangehoved er giftigt. Det indeholder giftstoffet pyrrolizidin alkaloid. Voksne bier kan godt tåle alkaloidet, men det er uegnet til larvefoder, da larverne ikke kan tåle stoffet.

Kun honningbien samler alligevel slangehovedpollen til larvefoder. Honningbien blander nemlig pollenet med store mængder af spyt og andre sekreter inden det bruges til larvefoder og derved bliver koncentrationen af pyrrolizidin alkaloid i foderet tilstrækkelig lav til at det ikke er giftigt for larverne.


Pyrrolizidin alkaloid findes også i bladene hos slangehoved, og de stift hårede blade spiser ikke af mange insekter, men larverne hos slangehovedmøl har tilsyneladende knækket koden, selvom vi endnu ved hvordan. Du kan derfor være heldig at finde små sorte larver, der har to længdestriber af orange og hvide pletter, på slangehoved.


Fotos og tekst: Beate Strandberg.